Kulhydrater i hundefoder.

Kulhydrater i hundefoder.

Der udarbejdes jævnligt negative rapporter om alle typer kilder til kulhydrater i hundefoder (først og fremmest hvede og majs). Er disse fremstillinger korrekte eller har de bare fået deres eget liv, fordi de er blevet gentaget så mange gange? Eller stammer de i virkeligheden fra markedsføring og reklamer, og prøver dem, der har fundet på det, at vildlede læserne?

Oprindelig kost

Ulvene, som er hundenes forfædre, havde en meget varieret kost. Den omfattede alt, lige fra planteædende dyr, små gnavere, ådsler, ekskrementer (fra græsædende dyr, fx heste) osv. Faktisk stammede alle disse substanser fra plante- og frøædende dyr. Frøene stammer hovedsagligt fra forskellige græsarter. Det generiske navn for disse græsfrø er korn. (https://en.wikipedia.org/wiki/Grain).

Det er almindeligt kendt, at ulve, når de har dræbt et stort græssende dyr, først spiser maveindholdet, herunder de halvt fordøjede planter og frø. Hvis de fx fanger en mus eller en lemming, spise de hele dyret – også maven og tarmindholdet.

Det skyldes, at en del af kosten består af kulhydrater (de halvt fordøjede planter og frø). Kulhydrater er ligesom proteiner og fedt essentielle for ulves, og dermed også hundes kost.

Farm-Food - Ancient-Pharaoh-and-his-Canis-Lupus-Familiaris-Dog-hunting-together.pngFordi vores hundes forfædre i stadig højere grad søgte mad på steder, hvor mennesker opholdt sig (vandrende nomader og stammer med jægere og samlere), tilpassede de sig langsomt en kost bestående af mere stivelse og mindre kød. Nyere genetisk forskning har afsløret, at der er forskel på ulve og hunde, når det gælder fordøjelsen af stivelse.

Denne genetiske forskning er den 23. januar 2013 beskrevet i magasinet ‘Nature’ med følgende titel: “The genomic signature of dog domestication reveals adaptation to a starch-rich diet”.

(Ability to digest human foods important in domestication of dogs)

I domesticeringsprocessen tilpassedes hundenes forfædres fordøjelsessystem langsomt til fordøjelsen af stivelse, fordi de – ligesom mennesker – ofte måtte nøjes med brød og grød. Det var i det mindste nemt for folk at opbevare frø. Så en stor del af kosten for de første hunde bestod også af kulhydrater fra frø.

Kulhydrater konverteres til glukose, som er nødvendige for hundens kropslige funktioner.

For gravide og diende hunhunde er det oven i købet essentielt, at kosten indeholder en bestemt mængde kulhydrater. Hvis hunhunden får for få kulhydrater under graviditeten og diegivningen, er chancerne for de nyfødte hvalpes overlevelse små.

Af ovenstående fremgår det, at frø (dvs. korn) siden tidlige tider har udgjort en væsentlig del af ulves kost og i endnu højere grad af den kost, vores hundes forfædre har fået.

Hvordan kan det så være, at nogle mennesker er modstandere af at komme frø i hundefoder?

I det ovenstående refereres der flere gange til “halvt fordøjede planter og frø”. Hvis stivelsen i frø (korn) ikke er ordentligt forfordøjet, fordøjes kulhydraterne (grundet hundes korte tarm) ikke tilstrækkeligt i tyndtarmen – derfor er de rå (som stivelse), når de ankommer til tyktarmen. Det er her fermenteringen finder sted, hvilket kan resultere i luft og diarré. I naturen forfordøjes frø faktisk af enzymer og bakterier i byttets fordøjelsessystem (mave og tarme).

For at kunne bruges i hundefoder skal de rå frø (og andre produkter, som indeholder stivelse, fx rødder og knolde) derfor være forfordøjede – med andre ord: stivelsen skal “brydes op”, så kulhydraterne kan fordøjes yderligere i hundens tarmsystem. Selv for mennesker, hvis tarme relativt set er syv gange så lange, er rødder, rå frø og knolde (fx kartofler) umulige eller svære at fordøje og giver luft i maven, tarmkramper og vandig afføring.

Denne “opbrydning” eller “oplåsning” af stivelse sker, hvis produktet opvarmes (tilberedes) i en bestemt mængde tid.

Fordi denne oplåsning, først og fremmest ved udpresning (knoldede kugler, som flyder oven på vandet), ikke er tilstrækkelig, idet opvarmningstiden er for kort, opstår der problemer med fordøjelsen med tarmsmerter til følge.

Af samme årsag har folk også en tendens til at betragte al mad, der indeholder korn, som noget negativt. Men når kornet (ris, majs, hvede og sorghum) låses ordentligt op, er det en værdifuld kilde til vigtige næringsstoffer.

En anden årsag til, at folk er negative omkring korn, er glutenallergi. Glutenallergi (cøliaki) opstår kun i de tilfælde, hvor kornet indeholder gliadin, fx hvede, men ses mere sjældent hos hunde, end man almindeligvis tror. Ofte skyldes de tarmproblemer, som beskrives ovenfor, at kornene ikke er låst ordentligt op – så bliver det tolket som “glutenallergi”. Majs, ris og sorghum indeholder ikke gliadin.

Kort fortalt:

  1. Korn (frø) udgør en del af vilde ulves (hundenes forfædre) kost.
  2. Forskning (i slutningen af 2012 og starten af 2013) har afsløret, at fordøjelsessystemet hos vores hundes forfædre, blev tilpasset under domesticeringen af hunde, hvor de gik over til en kost bestående af mere stivelse og mindre kød.
  3. Hunde har brug for kulhydrater.
  4. Korn (alle slags) er en alletiders kilde til kulhydrater.
  5. Korn skal “låses” helt op – ellers kan det give mave-/tarmproblemer.
  6. Farm Food bruger kun korn, som er låst ordentligt op på forhånd (majs, hvede, ris og sorghum).
  7. Majs, ris og sorghum indeholder ikke gliadin og kan dermed ikke forårsage glutenallergi.
  8. Historien om, at korn ikke er godt, er ikke baseret på fakta – tværtimod!

(c) Marts 2013

Gerrit de Weerd, B.Sc.

Print Friendly, PDF & Email